Nyhedsbrev Maj 2025

Nu er det endelig ved at være sommer, og derfor får I lidt nyheder fra vejen.

Vigtige datoer.
Mere info følger senere, men reserver gerne datoerne allerede nu for
Arbejdsdag 22. juni
Sommerfest 9. august
Juletræstænding 30. november

Opdatering på tung trafik i forbindelse med fjernvarme-projekt.
Tårnby kommune er i gang med at installere fjernvarme, og det har desværre medført en del tung trafik på vores private vej.
Vi har taget før-billeder af vejen, før projektet blev indledt for at kunne dokumentere vejens tilstand og de skader, der eventuelt måtte komme.
Det kan vi nu konstatere var en rigtig god ide, da der har været langt mere tung trafik på vejen i den seneste tid, end der plejer, og bumpene lider under den øgede vægt fra lastbilerne.
Vi har opsat skilte på to stolper, og har yderligere fire skilte til bumpstolperne, hvor vi frabeder os tung trafik.
Vi har derudover forsøgt at komme i dialog med de ansvarlige for projektet gentagne gange for at få dem til at køre på Tårnby Kommunes egne veje, men de er – ligesom deres lastbiler – tunge at danse med.

Kloakker.
Kloak Fælleskloakken er blevet gennemgået og ordnet af en kloakmester. Der er dog også blevet konstateret et par brud på nogle private kloakker, og derfor vil vi gerne bede om, at alle matrikler snarest muligt får tjekket, at deres kloak virker, som den skal.
Det gøres på følgende måde: Løft dækslet til brønden og tjek, om der er brud, eller om der ligger fedt i bunden. Hvis det er tilfældet, bør den enkelte matrikelejer kontakte en kloakmester og få problemet ordnet.

Ræk endelig ud til bestyrelsen på mailen, hvis der skulle være spørgsmål til ovenstående.

Vi glæder os til at se jer alle til fester og arbejdsdag!

De bedste hilsner Bestyrelsen på Bygrænsen

Næste
Næste

Nyhedsbrev August 2024